Mel.: Dagen går med raske fjed

1. Altid frejdig, når du går
   veje, Gud tør kende,
   selv om du til målet når
   først ved verdens ende!
2. Aldrig ræd for mørkets magt,
   stjernerne vil lyse!
   Med et Fadervor i pagt
   skal du aldrig gyse!
3. Kæmp for alt, hvad du har kært,
   dø, om så det gælder!
   Da er livet ej så svært,
   døden ikke heller.

Chr. Richardt 1867.

Mel.: Rudolph Bay 1827
Thomas Laub 1922

1. Fred hviler over land og by,
   ej verden larmer mer;
   fro smiler månen til sin sky,
   til stjerne stjerne ser.
2. Og søen blank og rolig står
   med himlen i sin favn;
   på dammen fjerne vogter går
   og lover Herrens navn.
3. Der er så stille og så tyst
   i himmel og på jord;
   vær også stille i mit bryst,
   du flygtning, som dér bor!
4. Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,
   som her dig ej forstår!
   Se, over by og dal i kvæld
   nu fredens engel går.
5. Som du han er en fremmed her,
   til Himlen står hans hu;
   dog i det stille stjerneskær
   han dvæler her som du.
6. O, lær af ham din aftensang:
   Fred med hver sjæl på jord!
   Til samme Himmel går vor gang,
   adskilles end vort spor.
7. Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
   som uden ro mon slå!
   Fred med de få, som mig har kær,
   og dem, jeg aldrig så.

B.S. Ingemann 1822

Mel.: C.E.F. Weyse 1838

1. Dagen går med raske fjed,
   dagens børn må ile.
   Aftenrøden bringer fred,
   nattens stjerner hvile.
2. Lykken gækker store, små,
   leger med guldterning;
   lykkeligst at hvile på
   er fuldendte gerning.
3. Lidt dog store, mindre små
   kan til gavns fuldbringe;
   viljen ser vor Herre på,
   giver kraften vinge.
4. Lykkens lunefulde spil
   leger ej med sjæle:
   Alting føjes, som Gud vil;
   her er trygt at dvæle.
5. Blomst skal bære frugt engang,
   høst skal følge sommer.
   Dag er ej så travl og lang,
   aftenstund dog kommer.
6. Lad ved dag kun op og ned
   lykkens terning rulle!
   Fandt ved kvæld kun sjælen fred,
   gik det, som det skulle.

B.S. Ingemann 1838

Mel.: Jørgen Malling 1869

1. Jeg er træt og går til ro,
   lukker mine øjne to;
   Fader, se med kærlighed
   til mit ringe leje ned!
2. Har i dag jeg, kære Gud,
   syndet imod dine bud,
   vær mig nådig, vær mig god,
   slet det ud for Jesu blod!
3. Se, o Herre, til os ind,
   os, som har det samme sind,
   sæt, o Gud, din englehær
   om alverden, fjern og nær!
4. Stå de syge hjerter bi,
   luk de trætte øjne i,
   giv os alle fred og ro
   i vor Herres Jesu tro!

Luise Hensel 1817.
Kristian Arentzen 1846.

Mel.: Lars Nielsen 1891

Oluf Ring omkring 1915

1. Se, nu stiger solen af havets skød,
   luft og bølge blusser i brand, i glød;
   hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
   medens lyset lander på verdens kyst!
2. Jeg vil ånde luften i fulde drag,
   synge Gud en sang for den lyse dag,
   takke ham, at morgnen mig end er sød,
   at mig dagen fryder, trods synd og død.
3. Takke ham, som gav mig, når sol står op,
   selv at føle morgen i sjæl og krop,
   at al mørkhed svinder og sjælevé,
   blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!
4. O, at jeg tør favne dig, skære dag,
   kalde dig med navne, min sjæls behag,
   alle gode navne, som bedst jeg ved:
   Moder, søster, elskte: min kærlighed!
5. Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
   did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
   ret som om det ånded af lyset ud –
   o du milde Fader, min skaber, Gud!
6. Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
   lad mig ikkun stævne imod min grav:
   Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
   ud hans hånd mig river af dødens garn.
7. Se, da stiger solen af hav på ny,
   alle dødens skygger for evig fly;
   o for sejersjubel, for salig lyst:
   Lyset stander stille på livets kyst!

Jakob Knudsen 1891.

Mel.: Johan H. Nebelong 1889
Jeg ved et evigt Himmerig

1. Nu falmer skoven trindt om land,
   og fuglestemmen daler;
   alt flygted storken over strand,
   ham følger viltre svaler.
2. Hvor marken bølged nys som guld
   med aks og vipper bolde,
   der ser man nu kun sorten muld
   og stubbene de golde.
3. Men i vor lade, på vor lo,
   der har vi nu Guds gaver,
   der virksomhed og velstand gro
   i tøndemål af traver.
4. Og han, som vokse lod på jord
   de gyldne aks og vipper,
   han bliver hos os med sit ord,
   det ord, som aldrig glipper.
5. Ham takker alle vi med sang
   for alt, hvad han har givet,
   for hvad han vokse lod i vang,
   for ordet og for livet.
6. Da over os det hele år
   sin fred han lyser gerne,
   og efter vinter kommer vår
   med sommer, korn og kerne.
7. Og når engang på Herrens bud
   vort timeglas udrinder,
   en evig sommer hos vor Gud
   i Paradis vi finder.
8. Da høste vi, som fugle nu,
   der ikke så og pløje;
   da komme aldrig mer i hu
   vi jordens strid og møje.
9. For høsten her og høsten hist
   vor Gud ske lov og ære,
   som ved vor Herre Jesus Krist
   vor Fader ville være!
10. Hans Ånd, som alting kan og ved,
    i disse korte dage
    med tro og håb og kærlighed
    til Himlen os ledsage!

N.F.S. Grundtvig 1844.

Mel.: C.E.F. Weyse 1826

1. Den signede dag med fryd vi ser
   af havet til os opkomme;
   den lyse på himlen mer og mer,
   os alle til lyst og fromme!
   Det kendes på os som lysets børn,
   at natten hun er nu omme!
2. Den signede stund, den midnatstid,
   vor Herre han lod sig føde,
   da klared det op i østerlid
   til dejligste morgenrøde,
   da lyset oprandt, som Jordens bold
   skal lysne udi og gløde.
3. Om levende blev hvert træ i skov,
   og var så hvert blad en tunge,
   de kunne dog ej Guds nådes lov
   med værdelig røst udsjunge;
   thi evig nu skinner livets lys
   for gamle og så for unge.
4. Thi takke vi Gud, vor Fader god,
   som lærken i morgenrøde,
   for dagen, han os oprinde lod,
   for livet, han gav af døde;
   den signede dag i Jesu navn
   os alle vort liv forsøde!
5. Nu sagtelig skrid, vor højtidsdag,
   med stråler i krans om tinde!
   Hver time til Herrens velbehag
   som bække i eng henrinde,
   til frydelig sig til sidst de sno
   op under de grønne linde!
6. Som guld er den årle morgenstund,
   når dagen opstår af døde,
   dog kysser os og med guld i mund
   den liflige aftenrøde,
   så tindre end må det matte blik,
   de blegnede kinder gløde.
7. Så rejse vi til vort fædreland,
   dér ligger ej dag i dvale,
   dér stander en borg så prud og grand
   med gammen i gyldne sale;
   så frydelig dér til evig tid
   med venner i lys vi tale.

Nordisk dagvise 14. årh. Dansk 1569.
N.F.S. Grundtvig 1826 og 1846.
Jf. nr. 734 og 353.

Mel.: Schlesisk 18. årh.

1. Dejlig er jorden!
   Prægtig er Guds Himmel!
   Skøn er sjælenes pilgrimsgang!
   Gennem de favre
   riger på jorden
   går vi til Paradis med sang.
2. Tider skal komme,
   tider skal henrulle,
   slægt skal følge slægters gang;
   aldrig forstummer
   tonen fra Himlen
   i sjælens glade pilgrimssang.
3. Englene sang den
   først for markens hyrder;
   skønt fra sjæl til sjæl det lød:
   Fred over jorden!
   Menneske, fryd dig,
   os er en evig frelser fød!

B.S. Ingemann 1850.

Mel.: J.P.E. Hartmann 1860

1. Under dine vingers skygge,
   Herre, lad mig bo og bygge,
   til du vil hjemkalde mig,
   til mit øje træt sig lukker,
   til i dødens stund jeg sukker:
   Herre, tag min ånd til dig!
2. Under dine vingers skygge,
   dér, kun dér er livets lykke,
   Åndens barnehjem på jord,
   hvor, hvad vi af Paradiset
   har ved Adams fald forliset,
   atter spirer frem og gror.
3. Under dine vingers skygge
   som i barndomshjemmet trygge
   vandrer vi trods storm og slud;
   fries vi end ej for fare,
   dog fra mørkets magt og snare
   du bevarer os, vor Gud.
4. Under dine vingers skygge
   lad kun korsets byrde trykke,
   klage lyde på vor gang!
   Fader! dine visdomshænder
   kors til sejrens palme vender,
   klageråb til jubelsang.
5. Under dine vingers skygge
   lad mig hjertets tempel smykke
   med min tro, min kærlighed,
   lys og renhed, kraft og varme,
   at til sidst i dine arme
   jeg må slumre ind i fred!

H.A. Timm 1852.

Mel.: Svensk folkemelodi 19. årh.

1. Ingen er så tryg i fare
   som Guds lille børneskare,
   fuglen ej i skjul bag løvet,
   stjernen ej højt over støvet.
2. Herren selv på Zions bjerge
   for sit folk er skjold og værge,
   vil sig over os forbarme,
   bære os på faderarme.
3. Ingen nød og ingen lykke
   af hans favn os bort skal rykke;
   han, den bedste ven blandt venner,
   al vor trang og længsel kender.
4. Vore hovedhår han tæller,
   hver en tåre, som vi fælder;
   han os føder og os klæder,
   midt i sorgen han os glæder.
5. Om han tager, om han giver,
   samme Fader han dog bliver,
   og hans mål er kun det ene,
   barnets sande vel at tjene.
6. Fryd dig da, du lille skare!
   Jakobs Gud vil dig bevare;
   på hans mindste vink må alle
   fjenderne til jorden falde.
7. Og når endt er kampens dage,
   endt hver jordisk nød og klage,
   kalder os vor Faders stemme
   til en evig fryd derhjemme.

Lina Sandell-Berg 1856.
Fredrik Engelke 1873. P.D. Koch 1891.
Bearbejdet 1895. 1953.