Nu falmer skoven trindt om land (729)

Mel.: Johan H. Nebelong 1889
Jeg ved et evigt Himmerig

1. Nu falmer skoven trindt om land,
   og fuglestemmen daler;
   alt flygted storken over strand,
   ham følger viltre svaler.
2. Hvor marken bølged nys som guld
   med aks og vipper bolde,
   der ser man nu kun sorten muld
   og stubbene de golde.
3. Men i vor lade, på vor lo,
   der har vi nu Guds gaver,
   der virksomhed og velstand gro
   i tøndemål af traver.
4. Og han, som vokse lod på jord
   de gyldne aks og vipper,
   han bliver hos os med sit ord,
   det ord, som aldrig glipper.
5. Ham takker alle vi med sang
   for alt, hvad han har givet,
   for hvad han vokse lod i vang,
   for ordet og for livet.
6. Da over os det hele år
   sin fred han lyser gerne,
   og efter vinter kommer vår
   med sommer, korn og kerne.
7. Og når engang på Herrens bud
   vort timeglas udrinder,
   en evig sommer hos vor Gud
   i Paradis vi finder.
8. Da høste vi, som fugle nu,
   der ikke så og pløje;
   da komme aldrig mer i hu
   vi jordens strid og møje.
9. For høsten her og høsten hist
   vor Gud ske lov og ære,
   som ved vor Herre Jesus Krist
   vor Fader ville være!
10. Hans Ånd, som alting kan og ved,
    i disse korte dage
    med tro og håb og kærlighed
    til Himlen os ledsage!

N.F.S. Grundtvig 1844.